Om
Anholt GIN

Mindre Pis, Mere Gin!

Når du knuser bærrene imellem dine fingre, dufter det af gin. Det ved alle. Alle, der kender duften af gin. I årevis har folk talt om det faktum, og om muligheden for at lave de velduftende små kogler om til netop gin.

Netop dette emne var også genstand for en samtale der fandt sted for ca. 6 år siden på min terrasse. Min makker og jeg, havde begge haft tanken og jeg havde lavet flere forsøg med enebær-snaps, hvilket kan minde ret meget om gin. Vi diskuterede muligheden og ikke mindst hvorfor det aldrig var gjort. Hvorfor havde ingen forfulgt denne oplagte mulighed. Anholt er mere end fuld af enebær og øen rummer det mest fantastiske drikkevand på planeten. Hvorfor havde ingen lagt disse to ting sammen, hvad var årsagen??

Vi kom aldrig frem til et svar. Det virkede så oplagt, at forfølge ideen.. så det gjorde vi..

Vi begyndte at finde opskrifter. Vi lavede den ene fantasifulde ”snaps” efter den anden, og det var langt fra dem alle, der var drikkelige. I starten røg meget direkte i vasken alene på ”duften”.

Imens vi eksperimenterede, talte vi om, hvordan vi skulle gribe sagen an. Vi var ikke i tvivl om, at vi ville lave et destilleri. Vi ville lave gin fra Anholt, på Anholt. Vi manglede bare lige den rigtige smag, et destilleri, penge og en hulens masse tilladelser.

Efter at have sat os ind i, hvad der kræves for at få lov til at lave sin egen spritfabrik, begyndte vi at lede efter midler. Vi skulle skaffe en del penge for at projektet kunne blive en realitet. Vi undersøgte og undersøgte, og kom dybere og dybere ned i en masse økonomisk og juridisk hurlumhej. Vi kom lige så stille væk fra essensen af det hele.. at lave gin. Vi begyndte at diskutere penge og tilladelser, frem for duft og smag. Vi måtte gribe det anderledes an. Det var her vores slogan opstod; ”Mindre pis, Mere Gin..”

Vi var nu kommet så tæt på den endelige smag, at vi var klar til at gøre noget. Vi var nødt til det.

Vi begyndte at lede efter et destilleri på fastlandet. Vi måtte have vores gin ud i offentligheden og vi måtte have eksperthjælp. Og, hvilken bedre ekspert kan man forestille sig, end en verdensmester? Vi fik kontakt til Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Anders har vundet mange fine priser for sin spiritus, og ikke mindst Guldmedalje for sin gin. At manden ovenikøbet er en super fin fyr, gør ikke sagen ringere. 

Med hjælp fra Anders Bilgram og Anholts natur, kom de første flasker Anholtgin på markedet i februar 2017. 

Derfra er det gået utrolig hurtigt. Vi har fået enormt gode anmeldelser, vundet Guld i den internationale spirituskonkurrence SIP-AWARDS i Californien og Dobbelt Guld ved World Trophy i Tyskland.. Og meget mere😉

Dette var første kapitel i historien om Anholtgin. Følg med i kapitel II, der handler om at opføre et destilleri på Anholt og det videre salg af Anholtgin. Det bliver ikke kedeligt..!

Mindre Pis, Mere Gin!